Hm, ja, jeg har pjækket, både fra bloggen og fra arbejde. Først skulle jeg jo lige håndtere den der fyring, så har jeg ellers haft en travl forlænget weekend i det nordjyske og nu er kræene og jeg så tilbage og i gang med det første een gang til. Og før nogen hepper over at det ENDELIGT er lykkedes mig at tage min første pjækkedag fra arbejde nogensinde, så beklager jeg, men jeg fik altså lov, så vi har stadig pjækkedagen til gode og jeg tror altså bare ikke, det lige er mig, det der pjæk der.
Jeg er tilsyneladende nået til “vrede”-stadiet af min følelsesmæssige bearbejdning, så skal jeg ikke bare gøre det, vi alle sammen burde gøre meget oftere, når det gælder dét stadie? Være helt, helt stille!
Tavshed er muligvis guld, det betyder som sædvanligt ikke, at I skal snydes af mig, som nægter at lade mig knægte af den slags universelle sandheder.
For kort at opsummere følelserne lige nu, så er det som når man er blevet dumpet af den der kæreste, man faktisk godt vidste, man ikke burde være kærester med. Jeg håber godt nok, jeg håndterer det hurtigere nu end jeg plejede! Eller evt. bare kan skifte taktik til metoden med at finde en ny kæreste vildt hurtigt og paraderer ham rundt foran eks´en i en for alle ulideligt pinlig seance.
Så jer derude! Hvis I nogensinde møder mig hos Posten iført t-shirt og dyrt ur fra, indtil videre utroligt hypotetisk ny arbejdsgiver, så er det OK lige at hive mig til side og stikke mig et kærligt: “Ej, Stine, han har VIRKELIGT ikke gjort sig fortjent til, at du ydmyger dig selv sådan! Gå nu hjem og sov den ud! Du ved jo godt, han bollede med både Lisbeth, Lisbeths’ mor og Lisbeths ekskæreste, altså!”. Det er ikke for at insinuere noget om PDKs forhold Lisbeths nærmeste, naturligvis, det kender jeg slet ikke noget til. Og det her var virkeligt et uheldigt tidspunkt for mig at opdage, at den interne kommunikationsafdelings forsøg på at lære os PDKs nyeste slogan udenad endeligt er lykkedes. Der er INGEN sammenhæng, det er bare en allegori, men jeg frygter, at den bliver hængende i mit hoved som en anden dårlig popsang!
Om ikke andet får jeg nok ret god tid til at komme mig over alle de her stadier; jeg kan dårligt forestille mig hvordan det skulle foregå at søge nyt arbejde, mens min arbejdsevne (læs: Kommunens vurdering af denne) er uafklaret. Jeg synes ellers, min fantasi er god.
Man kan åbenbart få lov til meget, når man bliver fyret, i al fald indtil kommunen opdager, at man er renegade, så nu bliver tøjlerne vist strammet lidt ekstra fremover.
Til gengæld fandt jeg så måden, hvorpå man kan få ferie hos PDK første uge i december. Jeg vil ikke anbefale metoden, men det er jo ingen grund til ikke at nyde den! Jeg tror også, det er en rigtig god ide at ordne vrede-stadiet herhjemme.
Jeg snakker markant hurtigere end jeg tænker og lige nu er det nok meget godt kun at efterlade mig på steder, hvor jeg kan nå at lade selvjustits komme til orde og foretage en rationel vurdering, FØR jeg smider verbale sømbomber rundt til højre og venstre. Jeg håber virkeligt, jeg er nået videre til næste stadie omkring mandag, da erfaringen (I ved.. Det, der gør at rynkerne er det værd) også siger mig, at jeg som regel mest ender op med at bombe indenfor egne rækker, fordi det emotionelle side af mig bare ikke træffer de bedste beslutninger omkring rationelle livsvalg.
Jeg kommer helt i tvivl her, jeg sad ellers i går og proklamerede, at jeg nu ville lytte lidt mere ukritisk til mine følelser og ikke køre dem gennem det intellektuelle filter, før de fik lov at beslutte noget for mig, men jeg tror lige, jeg skal lege lidt mere med den ide.. Eller i al fald afgrænse den på en eller anden måde.. Eller?
Det ryger på to do-listen i ledighedsperioden, skal vi ikke bare sige det? Den starter først om 5 mdr og 22 dage, det burde være tid nok for vrede-stadiet at fordampe i.
Dette var så åbenbart den mængde tid, det tog, før jeg nåede at nikke ja til mit eget forslag om at undgå emnet.
*indsæt elegant overgang her – eller vælg den nemme løsning og kom i stedet det tidligere i seng igen*
Nibenitterne er svært glade for at have vinket farvel til Basse og Frida, i al fald naboerne omkring Hovvej, som nu kun er efterladt med 2 gravkræ tilbage, hvoraf den ene gør ganske ynkeligt og den anden som regel er ret stille.
Man kan godt høre, at Basse har trænet meget i sit tidligere liv.
Det er jo nok også det, der forklarer oplevelsen til lørdagens julefrokost, hvor kræenes gamle mors veninde blev introduceret til mig:
“ja, det er så hende, der har fået lov at få Basse og Frida” (og så en masse grimme ting, som vi bare lader glide ud af det andet øre igen), hvorefter veninden kigger på mig med medlidenhed væltende ud af alle porer,
“Du må være et VIRKELIGT godhjertet menneske!!!”
Så hun har åbenbart mødt gravkræene før.
Forsøg på at forklare, at de nu er MEGET mere artige, døde engang i løbet af søndagen, da samlingen af 6 voksne, 1 barn, 2 relativt fornuftige gravkræ og så Basse og Sille var ved at få selv mig til at eksplodere. Og så slemme var tømmermændene altså ikke!
De to kan lege voldsomt i dagevis. Og med “voldsomt” mener jeg, at de bider ihærdigt ud i luften uden at gide gå op i petitesser som hvem, de får fat i, knurrer, growler, gør og hyler, når modparten får sat sig ekstra godt fast i nakkeskindet. Og det er så INGENTING sammenlignet med lyden af 18 kg gravkræ og miniudgave af samme gravkræ, der prøver at sætte af og løbe virkeligt hurtigt gennem husets parketgulve.
Ja, vi var nok flere, der trængte til fred nu. Basse har i vanlig overlegen stil hårdnakket nægtet at lytte til min mors formaninger om ikke at gø af alting (et par eksempler: Musvitter på foderbrættet får en mindre salut, cykler på stien ved siden af huset en større, men skader på græsplænen slår det meste, dog ikke lyden af fyrværkeri eller hundeluftere på stien). Min mor har altid taget det rigtigt pænt, at smerterne typisk sender mig i seng 12 timer ad gangen, men hun virker altså lidt mere stram i betrækket omkring den del efter at Basse er blevet en del af pakkeløsningen og jeg ikke er der til at flå i ham i de 12 timer. Meget mystisk.
Men så er det heldigt, Frida er så sød. Når hun altså ikke invaderer det stadig fuldt bedækkede spisebord for at æde rester, mens vi andre siger farvel til gæster.. Jeg værdsætter vist min dårlige hukommelse for sjældent.
Ja, det tog jo hårdt på mine forældre, da vi tog af sted i dag. Men de glæder sig rigtigt meget til jul, hvor vi bliver 6 voksne og 5 kræ, hvoraf den ene helst ikke må mosle for meget pga. slidgigt, selvom hun virkeligt gerne vil. Det skal nok blive rigtigt sjovt og i år har jeg jo faktisk tid til at være der i noget, der ligner seks dage! De vil elske det!
Kan meddele at prøveaffyringer af chrysantemumbomber er i gang. Og vist går planmæssigt, så der er nok at tage fat på…
Kom bare herned og hold nytår eller send kræene i eksil som statsløse gravkræ på tålt ophold i en periode. Men godt at høre, at ungerne træner. De sidder ellers alt for meget inde og spiller computer, så godt for dem med lidt frisk luft!
Hvis nu det var mig, der var i det dér vrede-stadium, og jeg spurgte dig til råds, så tror jeg sgu ikke du ville råde mig til at være stille? Kan det ikke være lige meget? Og er det ikke vigtigere hvordan DU har det bagefter, end at tænkte på andre mennesker/PDKs holdning til diverse vredesudbrud af mere eller mindre barnlig karakter? Du burde give dig selv de råd og anbefalinger, du så gavmildt deler ud i andres retning. Det er meget klædeligt og martyr-agtigt at være rationel og takle situationen med ophøjet ro og modenhed, men helt ærligt så tror jeg at “Stine 5 år” kunne finde på noget mere virkningsfuldt. Alt efter hvad det er, kan du så overveje om du skal vente til sidste dag på arbejde …
Lyder da som en helt almindelig traditionel juleaften, hundenes personlighed taget i betragtning – jeg kan genkende flere af mine egne familiemedlemmers træk i beskrivelsen, så bortset fra at de fem hunde har fire ben, så lyder det meget normalt. Har faktisk en onkel der både har træk fra Basse (kommenterer alt for højlydt på ALT fra kl. 13 – 21) og Frida (når fadene er båret ud i køkkenet efter to runder om bordet er det først-til-mølle ift. at hamstre resterne inden næste ret bæres ind – efter disse også er blevet prøvesmagt grundigt).