… And a happy new year!

Jeg er virkeligt pessimistisk pt. Ikke på min sædvanlige “forberedt på det værste”-måde, nej, som i “hvordan kan det overhovedet gå godt?”-måden.

Jeg var der, da min tillidsrepræsentant Marianne bad Ole om at forklare omgivelserne, at jeg altså ikke havde pest, bare fordi jeg er blevet fyret. Og det er rart at kunne sige, at det slet ikke er den behandling, jeg har fået. Tværtimod bliver jeg stoppet rundt omkring med spørgsmål som “kan det passe?!!”, “hvorfor?!!”, “hvem skal så tage over?!!” og min personlige favorit: “Hvor længe endnu har vi så fornøjelsen af dig?”

Der er gået strudsemodel i den her. Sidste møde med Jobcenteret sendte mig i seng i 3 dage med Maude-influenza efter at det virkeligt gik op for mig i hvor høj grad, jeg er malet op i et hjørne.

Med fare for at gentage mig selv: Min hukommelse har taget skade af både uheld og medicin, så jeg beklager, hvis jeg gentager mig selv.. Eller når.

Jeg er en tuder. Især når nogen ynker mig,  når jeg bliver vred eller såret og især, når jeg føler mig magtesløs ift. en irrationel struktur.

Jeg sad til mødet med Jobcenteret med en færdiggjort plan over hvordan jeg på 48 deltidsdage kunne blive udstyret med papirer på at være kvalificeret kontormedarbejder med kompetencer indenfor administration, IT i praksis og kommunikation og projektledelse. Så kunne jeg nå hele det der praktikshow bagefter, hvor det ville give god mening at sende mig afsted på et REVA-center, hvor de ikke falder for min evne til at snakke mig ud af alting.

“Hvorfor er den allerede aftalte praktik ikke længere en god ide?”.

Ja, ser du, jeg har fået den her fyreseddel, som gør, at jeg virkeligt godt kan bruge et netværk udenfor PDK. Gerne eet, der rent faktisk har set mig arbejde, selv hvis det blot er kortvarigt. Og ja, bagtanken med praktikken var også at få styrket samarbejdet og den gensidige indsigt mellem de to enheder, hvilket er ret omsonst, når linket er på vej ud af virksomheden.

Så alt i alt tænkte jeg, at jeg lige kunne ordne den der AMU-ting på PDKs  “tak for lang og tro tjeneste og held og lykke fremover”regning og så tage arbejdsprøvningen/praktikken efter opsigelsesperiodens udløb. Så ville jeg have papir på nogle kvalifikationer, før vi skaffer mig på papirer på mine begrænsninger og det offentlige skulle ikke betale ekstra!

Genialt, ikke? Nej? Bare almindelig logik? Fair nok, der er grænser for hvor meget, man kan sminke det lig, når det så indlysende er logik for perlehøns..

Næ!

Selv et deltidsstudie med 9-10 timer pr. uge ville være ensbetydende med en raskmelding, da Jobcenteret ikke vil finansiere sygemelding under uddannelse. Og ender hele seancen her med et fleksjob, så er der heller ingen mulighed overhovedet for at lade mig opkvalificere fagligt.

“Jamen, du har jo en projektlederuddannelse!”

“Nej, jeg har et enkelt projektledelsesdedikeret semester af en bredere akademiuddannelse.. Projektledelse  er kun en del af en uddannelse!”

Jeg vænner mig vist aldrig til at være en tuder. Det understøtter kun min følelse at at være sølle og det er simpelthen så ufedt at være sølle! Hende, alle de andre har ondt af. Hende, de andre glæder sig over ikke at være. Hende, de andre beundrer for at acceptere sit elendige ståsted i livet. Hende, der er blevet frataget en stor del af livets valgmuligheder. Hende, der bare kan se sit helbred og situation i det hele taget forværres år for år.

 

Sådan er livet jo nogle gange!

Jeg har også den anden liste, den over alle de ting, jeg har lært og alle de ting, jeg værdsætter mere end alle andre, men det er altså ikke den, vi snakker om lige nu. Lige nu er min situation bare sådan, så man skal være et ret dumt svin eller pænt bitter på mig for ikke at synes, at det bare er synd for mig. Og overskuddet er der bare ikke til at lave en “haha, jeg har bare tid til at lave alle de her fede ting, som du ikke kan nå, fordi du skal arbejde og passe din familie, TABER!”-argumentation.

Samtidigt fik Marianne vist endegyldigt afklaret dilemmaet omkring om jeg har fået det bedre eller værre med årene. Som hun sagde, så kunne jeg for 5 år siden klare mit fuldtidsjob med en masse tårer, manglende søvn og gigtmedicin, mens jeg i dag på gavmilde mængder morfin ikke engang kan klare 15 timer ugentligt uden at skride i seng i uforholdsmæssigt store dele af min fritid. At mine forventninger til hvad jeg kan klare så efterhånden er blevet mere realistisk er så en anden sag.

Men nu har jeg i det mindste rigtig god tid med kræene. Hvilket jeg svagt begynder at ane som værende en straf. Ja, det er tæt på nytår, hvor Basse i meget tapper stil forsøgte at forsvare matriklen mod de faldende bomber med sit stærkeste våben: Sin indædte gøen!

Det virkede ikke, men til gengæld er jeg vist ret godt Basse-sikret mod indbrud, hvilket resten af Lundum åbenbart ikke har været.

Frida`Jo, hun sørger som sædvanligt for at sætte Basse i gang, hvis ikke han ordner det selv. Og så stirrer hun op med store, forundrede øjne, hvorefter vi bliver enige om – igen – at det fandme er heldig, han er så pæn!

Vi har været i Odder i aften og stirre på dumme schæfere, der trænger til adfærdskorrigerende indgreb. Der blev grebet ind, dog mest af Frida, mens hun sad i sikker havn i armene på gødyrsbetvingeren og knurrede af alt, der var på fire ben og større end hende selv.

Basse? Han lå og sniffede alt ilt ud fra rummene, hvor kattene var. Jeg fik endda sendt kattene et rum længere væk, men efter 4 timer gav jeg op og tog hjem.

 

 

 

2 thoughts on “… And a happy new year!

  1. Har du overvejet at blive selvstændig vred og bitter kronikforfatter? Jeg mener, Ditte Okman holder jo ikke evigt, og det kunne så være at vi kunne læse nogle lidt mere raffinerede brokkerier på ekstrabladets hjemmeside – niveauet er ikke svært at overgå.

    Jeg aner ikke en skid om, hvad du skal gøre, desværre. Men der må være mennesker som dig, der har kæmpet med de her paragraffer og regler i en del år. Tænker et forum som k10.dk. Har også hørt at man i flere tilfælde har haft en del ud af at benytte sig af private socialrådgivere. Der er faktisk mennesker der beskæftiger sig med at finde huller der kan bruges i dit tilfælde som en levevej. Brug dit netværk (den del af det, der kan bidrage med mere end jeg kan) … der må sgu være nogen der kender nogen.

    Når det så er sagt … lad være med at sætte resten af dit liv på stand-by. Jeg ved godt at hele jobsituationen har konsekvenser for store dele af dit liv både menneskeligt og materielt, men du må fandme ikke lade dem forhindre dig i at være glad og lykkelig for de ting der fungerer! Hent energi i din familie, dine venner, hundene (“hent energi, ja da!”) og bliv ved med at gøre ting der gør dig glad. Kreaprojekter, rødvin, blues jam på snuskede steder. Når alt kommer til alt er der ikke ret mange af os der kender dig, der udelukkende definerer dig som menneske ud fra dit job, selvom du har været postslave i 14 år. Du er så meget andet end det. Og dét kan de sgu ikke tage fra dig. Så må vi andre hjælpe dig med at få det dér job/pengehalløj til at fungere, så din tilværelse kan fortsætte med tag over hovedet og mad på bordet. Vil i den forbindelse lige nævne at jeg laver en skidegod dressing, har masser af småkager og vil hjælpe dig alt det, jeg kan.

    Kram

    1. Jeg hopper med på Tinnes vogn – vel sagt!! Og lige som det allerede er sagt af andre på facebook, så husk hvor sej du egentlig er 🙂

Leave a Reply