Ja, det er så løgn, men det føles bare ikke ret rart lige pt. Det kunne dog være værre: Man kunne være dem, der får mig og 2 kræ som gæster i meeeeeeeget lang tid.
Jeg har stukket hovedet i busken i månedsvis ift. at få regnet på min økonomi og seneste åbenbaring er, at jeg kun kan beholde huset her, hvis jeg på rekordtid får udbetalt en erstatning, der muliggør et køb, hvilket virkeligt ikke er realistisk med min rodede sag og selv i bedste fald kommer til at tage utroligt lang tid. Det er dog nu rent faktisk lykkedes mig at finde en advokat, der vil tage sagen på mine præmisser, hvor der ikke er betaling til advokaten, medmindre der kommer en erstatning.
Men det løser jo slet ikke mit nuværende problem som arbejdsløst skravl.Selv med min lave månedlige husleje, er jeg doomed pga. nødvendigheden af bil herude på Lars Tyndskids Marker og det kunne sikkert løses, men forsikringspriserne får taget pippet af det projekt.
Efter lidt søgning på fleksydelse, hvilket jo er det mest realistiske udkomme for mig, så ender jeg med en årlig indtægt på lige over 200.000 og så en sjat mere, hvis det rent faktisk også lykkedes at finde et job! For ufaglærte skravl er et hit på enhver arbejdsplads, det ved alle jo – og der er ikke tilskud for at tage en fleksjobber mere. Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan administrere en sådan indtægt på nogen måde, så jeg rent faktisk har mulighed for at blive her.
Jeg må prøve at arbejde videre med ideen om at prøve at leje huset ud, men jeg har hørt så mange skrækhistorier, at det er med bævende hjerte, jeg overhovedet overvejer det og udelukkende pga. håbet om, engang, måske, at få en erstatning, der kan betale huset ud og dermed beholde det. Ellers ved jeg jo godt, at jeg kommer til at sidde resten af mit liv og savne den stråtækte idyl og aldrig blive helt tilfreds med andet.
Jeg har ellers virkeligt ikke energi til det her pt., praktikken opsluger alt.
Det er sådan set rigtigt spændende og jeg får nogle reelle udfordringer fra pakkecenterfolket, der er tænkt specifikt til mig, mine vilkår og de udfordringer, der foreligger, når man er i praktik som projektmedarbejder: Den ene del er at arbejde under tidspres og den anden at vurdere tidsforbrug pr. opgave.
Oveni er der så div. analyse- og rapporteringsopgaver og jeg nyder det faktisk. Selskabet er også fremragende og der er ingen tvivl om at der bliver brugt en del krudt på at tænke over, hvordan de kan hjælpe mig bedst muligt.
Det får også sat tanker i gang at arbejde med træningsprocesser for andre, hvor der netop lægges vægt på, at arbejdsgiveren hellere vil have, at du passer på dig selv i første omgang, frem for at spare tid ved at presse dig selv og så blive syg bagefter.
Det har været noget af det, der har været sværest for mig at forholde mig til og også et emne, der sender mig i det defensive hjørne med det samme.
Jeg er som nævnt før aldrig blevet mistænkt for at “digte” mine smerter, til gengæld føler jeg mig jævnligt mistænkeliggjort ift. om min egen pressen på arbejdsmæssigt har været med til at forværre mine skader mere end ellers. Jeg er dybt uenig her, naturligvis, men må alligevel forholde mig til spørgsmålet, da overvejelserne jævnligt kommer fra anden side.
I sidste ende virker det også ret ligegyldigt for mig, for erkendelse ta’r den tid, det ta’r og handlemønsteret havde været ens, uanset om det foregik privat eller på arbejde.
At jeg nyder praktikken er slet, slet ikke det samme som at det giver mening, for det gør det ikke. Overhovedet. For tænk sig, jeg kan faktisk ikke arbejde mere end 15 timer ugentligt, hvilket lige nu også er mere end hvad jeg kan klare. Det kan man så enten vinkle som at januar bare er noget møg eller også glæde sig over, at jeg nu, hårdt presset af bisset virksomhedskonsulent, har lært at melde mig syg og sige fra. Ikke helt i tide, godt nok, men tæt på!
Men projektarbejde er jo notorisk kendt for altid at være tidspresset og der skal man altså bare kunne tage sig sammen og knokle igennem, når det er nødvendigt – og det er det sjovt nok tit! Hvor brugbart er det så, i projektgrupper af sædvanlig lille størrelse, at have en medarbejder, hvis timetal er fastsat uden mulighed for justering? Oven i købet en medarbejder, som i stedet for at have virksomhedens behov som førsteprioritet, altid skal tænke på sit helbred?
Man kunne næsten have nogen mistænkt for at have stået overfor udfordringen med at lave en meningsfuld og lærerig arbejdsevneafklaring til en tydeligt skravlet person, som i sidste ende ikke kan mere end et fleksjob og hvor selve muligheden for fuldtidsarbejde nærmest er udelukket på forhånd og så have tænkt, at hun i det mindste skulle have noget ud af al den tid.
Praktikken er i al fald lagt an ift at presse mig på mine svageste sider rent personligt: Delen med at erkende og respektere mine begrænsninger, især hvis det skal ske på bekostning af noget spændende og opslugende, der oven i presser mig på min pligtopfyldenhed.
I næste uge er målet 20 timers arbejde. På plussiden skal jeg forbi osteopaten tirsdag, hvilket kan øge chancen gevaldigt for rent faktisk at fuldføre en hel arbejdsdag på et tidspunkt i næste uge!
Vi venter i spænding..
Det lyder som om, du nyder din praktik og lærer en hel del – ikke mindst om dig selv, men det er ikke fair, at du skal rode med de økonomiske problemer ved siden af!! Det har man da slet ikke energi til i din situation. Og bare tanken om, at man nok ikke har råd til at beholde sit hjem, kan jo tage pippet fra enhver. For ikke at tale om det uoverskuelige – tanken om, at man kan blive tvunget til at flytte – hvor finder man et sted at bo? … hvor kan man være med kræene osv.?
knus
Vivi
Jeg vidste det jo godt, det er een af grundene til at jeg så stædigt holdt fast i mit job. På Smerteklinikken blev det skåret helt ud i pap, hvor voldsomme problemer, smerteramte står med, i al fald dem, der ikke kan arbejde “nok” og leve af det, de tjener. Rent økonomisk og praktisk er det ekstra uheldigt at være enlig og barnløs, men til gengæld slipper jeg for den dårlige samvittighed ved at blive den svage og afhængige i en familie og det er jeg heldigvis rigtigt glad for. I det mindste har jeg det spinkle håb i horisonten måske at få en sjat fra forsikringen engang, fordi der trods alt er nogen, der har skadet mig frem for at det “bare” er sådan livet artede sig.
Er der noget som helst af ovenstående, der kan udliciteres? Synes simpelthen ikke det kan passe, at du skal sidde med det alene. Da jeg er uformuende, billøs og bosiddende i Nordjylland kan jeg måske ikke løse konkrete problemer, men kan f.eks. læse og sparre med dig på papirer fra Det Offentlige, udfylde skemaer, tage med som bisidder, give aftensmad; ting i dén dur. Sig nu til …
Hvad siger du til evt. at tage toget til Skanderborg eller noget længere sydpå næste weekend og så udnytte, at jeg stadig har bil? Jeg trænger til at blive holdt i den ene hånd og sørge for et evigt fyldt rødvinsglas i den anden hånd, mens jeg endeligt får lavet det budget, opstillet reelle muligheder og tudet af – igen? Jeg har inviteret samtlige af Ilbergklanens fætre og kusiner til ugen efter og jeg har også en ide om at mine forældre snart dukker op, men har ikke fået skrevet den dato ned.
Du har også mere end rigeligt at se til, så muligvis kunne vi lave en arbejdsdeling med at jeg kigger på dit kaos, mens du kigger på mit 😉 Andres har altid den plusside, at man i det mindste ikke selv sidder i dén suppedas!
Deal! Jeg har lift til Randers lørdag over middag og tager tog derfra, det er helt perfekt.:-) Lad os snakke detaljer senere, er på vej i seng, men vil helt vildt gerne komme. 🙂 kram