Jeg skal hilse fra sofaen. Den har nu de rigtige slitagemærker, lidt ligesom en spejderuniform, når den er blevet “rigtig” og faktisk har nogle mærker på.  Og jeg keder mig. I princippet kunne jeg lave noget, men eftersom nederste del af min rygrad føles som om der er sat 20V strøm på, så måtte jeg hellere styre mig indtil arbejdsweekenden med forældrene startede. Nu er jeg ovre på kun at blive zappet periodevis og har lavet 4-5 perlestrenge til min nye rumopdeler, som sikkert ender som mine øvrige kreaprojekter – halvvejs, ventende på den frygtede arbejdsløshed.

Kræene værdsætter hele det her sofashow, bortset fra at de stadig skal ligge VED SIDEN AF, ikke ovenpå. Juryen voterer stadig ift. den del.. Det tegner til, at jeg taber på sigt.

Basse ligger halvt på mig og stirrer beundrende, mens Frida generelt bare er bekymret.. Alle husstande burde have en beboer, der kun tænker “åh nej, hvad hvis vi bliver ramt af en meteor?!!!” og med Frida behøver det ikke nødvendigvis altid at være mig. Det giver jeg gerne et ekstra kødben for.

Jeg tror, Frida varmer op til en plan B i tilfælde af, at jeg falder død om på den her sofa. No worries, licensmanden skal nok finde mig efter ret kort tid, de går åbenbart ikke så meget op i “privatlivets ret” og “privatliv” i det hele taget, hvilket er en fordel i en verden, hvor postbude ikke længere må tjekke puls på gratister. Den sidste arbejdende nabo er også lige blevet fyret (jeg skal åbenbart ikke søge jobs indenfor landbruget), så der burde også være en chance for nabohjælp. Det minimerer i al fald risikoen for indbrud drastisk! Og så har vi også bedre tid til at tale om hvor sundt og rart, arbejde er. Han er 2 år fra en folkepension og kan gå på efterløn, men det virker fandme så fjollet, når han nu hellere vil arbejde, kan alverdens ting og bliver bagrost enormt alle de steder, hvor jeg samler sladder op.

Brevcentret i Aarhus er også varslet lukket, hvilket sikkert er en del af årsagen til min fyring. Min gamle afdeling er uberørt, men jeg kan godt se, at det virker lidt sært at beholde et skravl som “socialt ansvar”, mens man fyrer i hundredvis samtidigt. Det, der bekymrer mig mest, er at jeg spørger alle mine gamle kolleger, hvis alder starter med 5 om, hvad de mon vil gøre? Altså, det er den grænse, hvorfra man i min bevidsthed åbenbart betegnes som “grå guld”, og hvorfra det er svært at finde nyt arbejde.

Så er der fandme langt til en fremtidig folkepensionsalder over 70! Postens fagbevægelse har skudt sig selv i foden ved at gå enegang med arbejdsgiverbetalte +60-dage, også kendt som rollatordage. 58-60 år giver 5 årlige betalte fridage, +60 20 fridage, og det er ikke optjent, men bare “fordi du har formået at holde dig i live, til du blev 58 og overtalte en ikke-overenskomstkyndig uøkonomisk orienteret person til at ansætte dig”.

Al friheden er arbejdsgiverbetalt, hvilket gør, at ansættelse af “det grå guld” hurtigt bliver pissedyrt. Og det i en virksomhed, hvor netop det grå guld er ønsket velkomne, fordi de er superstabile og kan tage ansvar.

Det lader heldigvis til kun at være en begrænset aftale for PDK (ikke at jeg er sikker, men alle andre ser meget spørgende ud, når jeg nævner det), så arbejdsgivere andetsteds kan nøjes med at diskriminere kvinder i den fødedygtige alder. Jeg har i al fald klart tænkt mig at understrege i mine ansøgninger, at der ikke er håb om yderligere beboelsesudvidelser i den landlige idyl!

Ugens før-weekend-udflugter har bestået af Netto, apotek, læge, smerteklinik, Kiwi og Netto. Understimuleret? Måske lidt.. Men smerteklinikken plejer at være af høj underholdningsværdi.

Denne gang nåede jeg dog at blive bekymret. Lægen sidder og kigger på den lange liste over drugs og skal forklare oversygeplejersken, hvad jeg skal have med – og finde en forklaring på den åbenbart fagligt uartigt lange liste. Sygeplejerskens øjne bliver i al fald større og større, og man kunne se på hendes pande, at hun var økologisk og aldrig havde været i nærheden af Botox. Det var en kompliment, by the way.

Jeg er altid den første i et lokale, der bliver utilpas ved en negativ stemning, så jeg tænkte, jeg hellere måtte redde den søde doktor. “Ja, altså, dem ta’r jeg kun, når jeg har så ondt, jeg ikke er vågen hver 8. time”, “Åh dem, ja.. Altså, det er når, jeg er så sent hjemme, at jeg ikke kan nå at tage depottabletterne”, “Plastrene? Altså, de er OK, men jeg bliver bare så dum af dem, så det er KUN, når jeg alligevel tåger rundt hjemme og har brug for døgndækning!”, “dem der? Det er pn’ere. Sæt dem til 1 stk om dagen og så har du overdrevet”, “Nej, jeg ta’r da ikke dem der, hvis jeg ta’r dem der!”. Hendes øjne blev ikke mindre, og igen kan jeg som højsensitiv ikke lade være med at spørge.. “Er alt OK?”. Og ENDELIGT får de stakkels bryn lov at dykke lidt!

“Det er bare.. Æh. Ja, du virker meget … overskudsagtig.. Og ta’r ansvar for din medicinering.. Det er bare lidt usædvanligt.”

For en kranstørrelse som mig er det virkeligt rart at blive regnet som ansvarlig ift. noget!

Jeg sørgede for at påpege, at jeg havde ligget i fosterstilling og  tudet de første 4 år og nu var nået til “det ku’ være værre”-delen, hvilket åbenbart er der, de sædvanlige kunder i biksen er i processen. Jeg har tilsyneladende bestået smerteklinikkens udvidede medicinkursus med topkarakter for usædvanlig selvstændig præstation udenfor pensum! Jeg vil håbe, at mine fremtidige jobsamtaler vil foregå på samme måde..

Rent praktisk betyder det fremover, at mine dårlige dage bliver brugt hos 3F på Sommervej, hvor jeg vil ligge  sammenkrøllet i en kurv sammen med kræene bag søde Torben OG mine gode dage bliver i venteværelset på Smerteklinikken i Give, hvor jeg vil agere som glad julegris, hvor en bevægelsessensor vil resultere i et “det skal nok gå, alt sammen!” fra burgrisen, som må fodres med et bredt udvalg af piller.

Matriklen blev invaderet af forældre og kræ her i den forlængede weekend, herligt! De har sådan set fået lavet afsindigt meget, mens jeg primært har ligget på sofaen og “hundesittet”.

Men nu er der vindue på loftet, udvidet brændeskjul, træbeskyttelse af alverdens løsstående ting og sager og så alt det løse. Plus godt og afkrudtet selskab. Sille og Basse er ikke mere afdæmpede over at være kommet på visit andetsteds, og Sille har afmærket sofaen som privat ejendom, så alt er godt.

Jeg var til gengæld nødt til at slæbe kræene med i Maxi Zoo… Oh my! Den diplomatiske udmelding er vist, at kræene har det bedst i den rolige, landlige idyl. Sandheden, til gengæld er, at de bliver så overstimulerede af al den aktivitet, at de er totalt udenfor pædagogisk rækkevidde. Jeg gruer for kommende togture, og kom hjem og annoncerede, at der sgu nok ikke bliver megen tilstedeværelse for mig i det nordjyske efter Fiestaens triste afsked! Ja, ok, hvis sandheden skal frem, så var det nok mig, der stressede dem mest. Men det virker som en ret klog ide at træne os alle lidt mere i gåture i byen.

Til gengæld fik jeg købt nye, billige transportkasser (som i de første kræene har haft. Gammelmor har lært dem at sidde på passagersædet under kørslen, og jeg har ikke set nogen grund til at ændre på det. Det bliver nok nødvendigt uden egen bil…), så jeg kan booke en tur nordpå med gomore.dk og slippe med at betale for 2 sæder ved at stable transportkasserne.

Kræenes reaktion? Ja, begejstring ville være en overdrivelse i så grum en grad, at det må kaldes en løgn.. Jeg har sørget for at stjæle Hovvejskræenes hundetæppe, så i al fald den ene kasse virker tillokkende, hvilket den gør. For Hovvejskræene.

Ja. Æh. Jeg lader kassen stå, og håber, den bliver tiltrækkende for den landlige idyls gravkræ snarligt. Det er luksusudgaven (faktisk den billigste, men lad os fokusere på det væsentlige!) med net på alle sider og mulighed for at stikke hovedet op i toppen, men nej tak! Der er absolut ikke mere succes med mundkurven til Basse, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Det ville bare være rart at kunne slæbe ham med til bl.a. Greve uden at nogen skal dø undervejs.

Vi venter vist bare i spænding, mens jeg plejer de solramte kinder og prøver at se ud som om hundesitning er et reelt arbejde..

Til gengæld ta’r jeg på arbejde igen mandag. Ikke så meget fordi ryggen er OK, men jeg keeeeeder mig! Det skal helst gå ud over nogen.